Skal den ansatte betale skat, hvis arbejdsgiveren betaler den ansattes bøder eller erstatningskrav?

Ny afgørelse fra Skatterådet fritager en journalist for skat for så vidt angår erstatningskrav/godtgørelse.

Nogle gange kommer en arbejdsgiver ud for, at en ansat i sin arbejdstid overtræder lovgivningen, f.eks. straffeloven eller en særlov, som udløser en bøde. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis en medarbejder får en parkeringsbøde for en ulovlig parkering, som medarbejderen har foretaget pga. en nødvendig og hastende opgave for arbejdsgiveren. Det kan også være tilfældet, hvis medarbejderen har kørt for stærkt, eller hvis vedkommende som chauffør ikke overholder køre- og hviletidsbestemmelserne. Såfremt der rejses en straffesag mod den ansatte, kan det udløse en bøde og evt. en godtgørelse eller en erstatning. Det kan også udløse sagsomkostninger, da medarbejderen kan få brug for en forsvarer i forbindelse med straffesagen.

Hvis arbejdsgiveren betaler bøden og andre omkostninger i den forbindelse, opstår spørgsmålet, om medarbejderen skal beskattes. Ifølge fast praksis anses en arbejdsgivers betalinger af bøder for sine ansatte, som de har fået, mens de udfører deres arbejde, som løn og A-indkomst, som den erhvervsdrivende skal indeholde A-skat i, inden lønnen bliver udbetalt. Medarbejderen er personligt ansvarlig for sine handlinger. En bøde, en erstatning og evt. sagsomkostninger er derfor en privat udgift, som arbejdsgiveren ikke kan dække uden beskatning. For arbejdsgiveren er det en lønudgift, som kan trækkes fra som driftsudgift.

Skatterådet har for nylig i et bindende svar taget stilling til en medievirksomheds betaling af godtgørelse, erstatning og sagsomkostninger, som en ansat journalist var idømt for overtrædelse af medieansvarsloven i en straffesag.

Skatterådet slog fast, at bøder og advokatomkostninger i forbindelse med bødesagen ikke kan dækkes af arbejdsgiveren, uden at det medfører beskatning af medarbejderen.
Med hensyn til den erstatning og godtgørelse, som journalisten var blevet idømt samt sagsomkostninger i relation hertil, nåede Skatterådet dog frem til et andet resultat. Skatterådet fandt, at medievirksomhedens afholdelse af disse udgifter ikke medførte beskatning af journalisten, da regresadgangen til disse udgifter var afskåret eller ikke-eksisterende efter dansk rets almindelige regler og retsgrundsætninger. Skatterådet lagde til grund, at der i mediebranchen eksisterer en branchekutyme, hvorefter medievirksomheden ikke havde regresadgang over for journalisten.

Skatterådet lagde vægt på, at medievirksomheden havde accepteret den journalistiske form og vinkel både for programmerne generelt og for det pågældende program. Skatterådet lagde endvidere vægt på, at medievirksomheden havde en væsentlig egeninteresse i form af øgede seertal, markedspositionering og generel omtale, og at medievirksomheden indirekte havde medvirket i den researchfase, som senere viste sig at være mangelfuld og æreskrænkende. Medievirksomheden havde som ansættende myndighed givet redaktionschefen beføjelse til at bistå i og godkende det journalistiske indhold. Medievirksomheden havde endvidere igennem redaktionschefen deltaget og godkendt det indhold, der efterfølgende har vist sig at være æreskrænkende.

Praksis er dermed nuanceret vedrørende betaling af erstatninger og godtgørelser, således at den ansatte kan slippe for at betale skat, hvis der er en branchekutyme, hvorefter arbejdsgiveren ikke har regres mod den ansatte. Vedrørende bøder er praksis fortsat, at den ansatte skal betale skat, hvis arbejdsgiveren betaler bøden.

---