SKAT har nu besluttet at ophæve de særlige retningslinjer for e-handelsvirksomheders anvendelse af momslovens udlægsregler, således at alle danske virksomheder ligestilles på dette område pr. 1. januar 2017.
SKAT foreslog tidligere på året at ophæve den særordning, der har eksisteret siden 2000, hvorefter e—handelsvirksomheder har kunnet benytte sig af nogle særlige lempelige regler i forbindelse med forsendelse af varer.
Momslovens udlægsregel
Momslovens udlægsregel betyder, at der ikke skal betales moms af beløb, som en virksomhed modtager fra en kunde som godtgørelse af omkostninger. Formålet med udlægsreglen er primært at undgå, at ikke-momsbelagte omkostninger til eksempelvis porto, gebyrer, taxakørsel, flyrejser m.v., bliver momsbelagte ved viderefakturering til kunden.
Særordningen
Særordningen har indebåret, at e-handelsvirksomheder har kunnet anvende et eller flere standardgebyrer, som helt eller delvist dækker virksomhedens udgifter til porto og interne forsendelsesomkostninger, fremfor at skulle fakturere den enkelte kunde det faktiske portobeløb, som virksomheden har lagt ud på vegne af kunden.
Baggrunden for ophævelsen
SKAT har som hovedbegrundelse for at ophæve særordningen henvist til, at særordningen hverken har hjemmel i momsloven eller i det bagvedliggende EU-momssystemdirektiv.
Derudover lægger SKAT vægt på, at internethandlen og dermed antallet af virksomheder, som benytter særordningen, er steget markant siden 2000. SKAT her desuden konstateret, at ordningen i række tilfælde er blevet anvendt forkert, herunder på en sådan måde at ordningen er blevet anvendt i tilfælde, hvor betingelserne herfor ikke har været opfyldt.
Virkningstidspunktet
Særordningen ophæves med virkning fra den 1. januar 2017.
Læs SKATs styresignal
her
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →