Skatteministeriet har den 30. marts 2016 fremsat lovforslaget om gunstigere skatteregler for aktie og købe- og tegningsretter tildelt medarbejdere.
Lovforslaget lægger op til at genindføre de gunstige skatteregler for tildelinger af aktier m.v. til medarbejdere, som blev afskaffet i 2011.
Hovedprincipperne i lovforslaget er følgende:
- Tildeling af aktier m.v. til medarbejdere beskattes som aktieavance (dvs. med maksimalt 42%) og ikke som løn. Efter gældende regler udløser tildeling af aktier m.v. til medarbejdere lønbeskatning af medarbejderne (dvs. med op til 56%).
- Tildelingen af aktier m.v. til medarbejdere udløser først beskatning af medarbejderne på tidspunktet for salget af aktierne. Dette vil sige, at der ikke udløses skat ved selve tildelingen af aktier m.v. eller ved udnyttelsen af købe- eller tegningsretter.
- Arbejdsgiveren kan ikke skattemæssigt fradrage værdien af de tildelte aktier m.v.
Reglerne finder anvendelse, hvis en række betingelser er opfyldt, hvoraf de væsentligste er følgende:
- Arbejdsgiveren og medarbejderen skal indgå en aftale om, at reglerne skal finde anvendelse, og der gælder i den forbindelse en række indholdsmæssige krav til aftalen,
- reglerne finder kun anvendelse på tildelte aktier mv. med en værdi svarende til højst 10% af årslønnen,
- aktierne m.v. tildeles af arbejdsgiveren eller et koncernselskab, og
- de tildelte købe- og tegningsretter ikke overdrages.
Kravet i de tidligere regler om udarbejdelse af attester, der skal indsendes til SKAT, foreslås ikke genindført. Derimod foreslås det, at arbejdsgiveren skal indsende en række oplysninger til SKAT om ordningen.
KROMANN REUMERTS BEMÆRKNINGER
Selvom lovforsalget er baseret på tidligere gældende regler, og derfor i det væsentligste er gennembearbejdet, indeholder det på enkelte punkter uklarheder og uhensigtsmæssigheder.
Eksempelvis er det ikke helt klart, hvordan reglerne skal finde anvendelse, hvis en medarbejder på ét tidspunkt tildeles aktier, og der så først på et andet og senere tidspunkt indgås aftale mellem medarbejderen og arbejdsgiveren om, at de nye regler skal finde anvendelse.
Reglerne kræver endvidere, at det i en række tilfælde afklares, hvornår medarbejderen skattemæssigt har erhvervet ret til tildelte aktier m.v., og den skatteretlige praksis om hvornår medarbejderen skattemæssigt har erhvervet ret til tildelinger, har gennem de senere år været skiftende. Endeligt lægges der i lovforslaget op til, at medarbejdere der efter at have fået tildelt aktier m.v., fraflytter Danmark, i praksis ikke kan få gavn af reglerne i samme omfang som medarbejdere, der ikke fraflytter Danmark.
De nye regler forventes at træde i kraft den 1. juli 2016 og får virkning for aftaler om tildeling af aktier mv., der indgås den 1. juli 2016 eller senere.
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →