Datatilsynet har i samarbejde med Justitsministeriet, Erhvervs- og Digitaliseringsstyrelsen udgivet to nye vejledninger til databeskyttelsesforordningen. Den ene uddyber og forklarer de bestemmelser, der regulerer, hvornår oplysninger må overføres til lande eller organisationer uden for EU's grænser. Den anden vejledning søger at afklare, hvornår der er behov for at udpege en databeskyttelsesrådgiver, og hvad rollen som databeskyttelsesrådgiver indebærer.
Vejledning om overførsel af personoplysninger til tredjelande
Vejledningen om overførsel af personoplysninger til tredjelande søger i overordnede træk at forklare, hvornår der er tale om en overførsel, og hvad man som offentlig eller privat aktør skal være opmærksom på, før man overfører personoplysninger til lande uden for EU.
Vejledningen indeholder mange eksempler og illustrationer, som søger at forklare reglerne på en enkelt måde og må derfor anses for et godt supplement til den mere tilbundsgående gennemgang af reglerne på dette område i
Justitsministeriets betænkning nr. 1565/2017 om databeskyttelsesforordningen.
Læs vejledningen om overførsel af personoplysninger til tredjelande
Vejledning om databeskyttelsesrådgivere
Vejledningen om databeskyttelsesrådgivere gennemgår, hvilken funktion en databeskyttelsesrådgiver har, hvilke krav der stilles til denne rolle, og hvilke aktører der har pligt til at udpege en databeskyttelsesrådgiver.
Denne vejledning indeholder også en række eksempler, hvilket har været efterspurgt, da området har været omdiskuteret, og fordi der i et vist omfang har hersket en del usikkerhed hos mange virksomheder om, hvilken betydning reglerne om databeskyttelsesrådgiveren ville få for dem.
Læs vejledningen om databeskyttelsesrådgivere
Plan for fremtidige vejledninger
Datatilsynet har på deres hjemmeside offentliggjort en plan for, hvornår de i samarbejde med Justitsministeriet, Erhvervs- og Digitaliseringsstyrelsen udgiver yderligere vejledninger til databeskyttelsesforordningen.
Som det fremgår af oversigten, skal de næste vejledninger omhandle blandt andet emner som dataansvarlige og databehandlere samt samtykke.
Se tidsplan for vejledninger
En generel informationspjece om databeskyttelsesforordningen
Udover de to vejledninger, som er nævnt ovenfor, har Datatilsynet i samarbejde med Justitsministeriet, Erhvervs- og Digitaliseringsstyrelsen udarbejdet en generel informationspjece om databeskyttelsesforordningen. Pjecen søger at besvare de mere overordnede spørgsmål såsom:
- Fra hvilket tidspunkt gælder databeskyttelsesforordningen?
- Hvad er en personoplysning?
- Hvilke rettigheder har de registrerede personer?
Se informationspjecen
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice
her →