Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

Nu kan kommuner købe oversvømmel­sestruede huse

Horten
07/11/2019
Nu kan kommuner købe oversvømmel­sestruede huse
Horten logo



En ny bekendtgørelse fra Erhvervsministeriet giver kommunerne mulighed for at købe private borgeres huse, når grunden er oversvømmelsestruet. Købet skal ske til markedspris, og der skal ved prisfastsættelsen ikke ske fradrag for den aktuelle oversvømmelsestrussel. Det er op til ejeren selv, om han eller hun ønsker at sælge – og til kommunen, om den ønsker at købe.


Med bekendtgørelse om kommuners køb af oversvømmelsestruede grunde har Erhvervsministeriet fastsat nærmere regler for de tilfælde, hvor en kommune kan købe en borgers oversvømmelsestruede grund.

Bekendtgørelsen skal ses i lyset af, at oversvømmelsestruede boliger nærmest kan blive usælgelige som følge af deres placering. Sådanne boliger kan ofte heller ikke forsikres på almindelige vilkår. Borgeren kan bruge købesummen til at anskaffe sig en ny grund. På den måde medfinansierer kommunerne indirekte købet af en ny grund et sted, hvor der ikke er risiko for oversvømmelse.


Hvornår er en grund oversvømmelsestruet?


Der er fastsat fire nærmere betingelser for, hvornår en grund er omfattet af reglerne:

Der skal (1) være tale om en helårsbolig, der (2) har været oversvømmet flere gange trods rimelige tiltag for at beskytte grunden. Bygningen på grunden skal (3) mindst én gang have været totalskadet som følge af oversvømmelse, og der skal (4) være nærliggende risiko for oversvømmelse igen.

Fritidshuse er alene omfattet, hvis de er godkendt til og anvendes til helårsbeboelse. Erhvervs- og landbrugsejendomme er ikke omfattet af muligheden.

Det er et krav, at skaderne ikke kan forhindres ved at foretage rimelige forebyggende beskyttelsesforanstaltninger af boligejeren selv, kommunen eller forsyningsselskabet. Beskyttelsesforanstaltningerne kan fx være en ændret byggestil i forbindelse med udbedring af skaderne, klimatilpasningstiltag i området mv.


I hvilke tilfælde kan kommunen købe?


Det er bl.a. en betingelse for, at kommunen kan købe en grund, at huset på grunden ikke kan forsikres på almindelige vilkår. Det er også en betingelse, at huset og øvrige bygninger på grunden fjernes efterfølgende.

Bekendtgørelsen giver ikke en ejer af en oversvømmelsestruet grund et retskrav på, at kommunen køber grunden. På samme måde er det op til ejeren, om han eller hun ønsker at acceptere eller afvise et købstilbud fra kommunen.


Prisfastsættelse


Kommunens køb skal ske til markedspris. Dog skal der ved prisfastsættelsen ikke ske fradrag for den aktuelle oversvømmelsestrussel.

Det betyder, at en ejendomsmægler vil skulle se bort fra den aktuelle oversvømmelsestrussel i forbindelse med prisfastsættelsen – og dermed at prisfastsættelsen reelt vil blive højere end markedsværdien. En markedsværdi vil fx kunne findes gennem en sammenligning med lignende nabogrunde, der ikke er oversvømmelsestruede.

Sælger skal betale for at få bygningerne på grunden fjernet, og det skal fremgå af købstilbuddet, om kommunen eller sælger skal forestå selve opgaven. Udgiften hertil får derfor i sidste ende betydning for størrelsen på sælgers provenu.


Finansiering og efterspil


Kommunen kan selv vælge at finansiere købet eller at søge hel eller delvis ekstern finansiering. I bekendtgørelsen nævnes forsikringsselskaber eller Stormrådet som muligheder.

Et køb af en grund resulterer som udgangspunkt i, at den pågældende kommune efterfølgende bliver ejer af grunden. Der må ikke bygges på grunden igen, medmindre oversvømmelsesrisikoen elimineres. Kommunen kan efterfølgende anvende grunden til varetagelse af kommunalt lovlige formål – fx klimatilpasningstiltag.

Læs Erhvervsministeriets bekendtgørelse her.



 
Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Har du spørgsmål til dette indlæg, er du mere end velkommen til at kontakte os.
Artikler, der kunne være relevante for dig
Kommune frifindes for ansvar i opsigtsvækkende og medieomtalt sag om én mors mishandling af egne børn
Kommune frifindes for ansvar i opsigtsvækkende og medieomtalt sag om én mors mishandling af egne børn
09/02/2024
Offentlig ret, Stats- og forvaltningsret
Rørført CO2 – nyt lovforslag på vej
Rørført CO2 – nyt lovforslag på vej
01/03/2024
Miljøret, Energi og forsyning, Offentlig ret
Hvad har cybersikkerhed med offentlige kontrakter at gøre – NIS2 i et udbudsretligt lys
Hvad har cybersikkerhed med offentlige kontrakter at gøre – NIS2 i et udbudsretligt lys
26/04/2024
Udbud, Offentlig ret
Aktindsigt - set fra helikopterperspektiv
Aktindsigt - set fra helikopterperspektiv
31/05/2024
Offentlig ret, Stats- og forvaltningsret, Udbud
Ny lov om energiparker vedtaget – regler om kortere sagsbehandlingstid er på vej
Ny lov om energiparker vedtaget – regler om kortere sagsbehandlingstid er på vej
07/06/2024
Energi og forsyning, Offentlig ret
Nye retningslinjer fra Social- og Boligstyrelsen: Hvad betyder de for opførelse af almene boliger?
Nye retningslinjer fra Social- og Boligstyrelsen: Hvad betyder de for opførelse af almene boliger?
19/11/2024
Fast ejendom og entreprise, Offentlig ret, Stats- og forvaltningsret
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du at udgive materiale?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted