To fagligt stærke jurister til konsulentstillinger


Er du jurist og har solid erfaring og mod på at arbejde for ligebehandling og bekæmpelse af diskrimination i Danmark? Så har Institut for Menneskerettigheder nu to ledige juriststillinger.
Vi søger to jurister til stillingerne som enten special- eller chefkonsulent i Ligebehandlingsafdelingen.
Institut for Menneskerettigheder arbejder for at fremme og beskytte menneskerettigheder og ligebehandling i Danmark. Vi arbejder for at sikre varige forbedringer. Det gør vi blandt andet ved at lave analyser og føre sager ved Ligebehandlingsnævnet og domstolene. Vi skaber resultater via samarbejde og dialog. Kort sagt: Vi kæmper for mennesker og deres rettigheder.
Dine arbejdsopgaver vil fortrinsvis bestå i at udarbejde juridiske analyser relateret til ligebehandling med et særligt fokus på Danmarks menneskeretlige forpligtelser. Opgaverne bliver løst i et tæt tværfagligt samarbejde med afdelingens analytikere. Analyserne vil for eksempel dække vigtige samfundsområder som uddannelses-, beskæftigelses-, politi-, social- og sundhedsområdet.
Du vil også bistå borgere i sager om diskrimination for Ligebehandlingsnævnet og bidrage til Institut for Menneskerettigheders arbejde med principielle retssager ved danske og internationale domstole.
Derudover vil du deltage i interessevaretagelse, udarbejde høringssvar til Folketinget om ny lovgivning og rapporteringer til internationale organer i Europa og FN.
Du bliver en del af Ligebehandlingsafdelingen, som arbejder for at fremme ligebehandling og bekæmpe diskrimination på baggrund af etnicitet, handicap, køn, seksuel orientering eller kønsidentitet. Som juridisk konsulent vil du komme til at arbejde på tværs af afdelingen og bidrage til opgaver for hele huset.
Du har solid erfaring og får derfor i høj grad mulighed for selv at præge arbejdet.
Vi lægger vægt på, at du:
- har interesse for arbejdet med ligebehandling og minoriteters rettigheder
- har en stærk analytisk faglighed og dokumenteret erfaring med at lave retlige analyser
- har bred indsigt i ligebehandlingslovgivningen og de underliggende EU-direktiver og retspraksis
- er en præcis formidler, både i tale og skrift
- har sans for at strukturere og organisere dine opgaver og kan arbejde selvstændigt.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse hurtigst muligt. Løn- og ansættelsesvilkår fastsættes i henhold til gældende overenskomst for akademikere i staten.
Vi ønsker at være en mangfoldig arbejdsplads og opfordrer derfor alle kvalificerede ansøgere til at søge.
Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er 1. juni 2023. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 23.
Ansøgning med CV og relevante bilag sendes via linket på denne side.
Kontakt
Du kan få yderligere oplysninger om stillingen hos ligebehandlingschef Bjarke Oxlund på tlf. 9132 5775 eller e-mail bjox@humanrights.dk.