Social-juridisk konsulent til Center for Børn og Familie (genopslag)
-large.jpg)

Vil du være en del af en arbejdsplads, hvor et tillidsfuldt samarbejde og opbakning er i højsædet? Til børne- og ungeområdet søger vi en juridisk sagsbehandler, der kan bidrage med sin ekspertise i sagsbehandlingen.
Hos os i Børn og Familie
- vægter vi det sociale fællesskab
- styrker og dyrker vi det tværgående samarbejde
- er der mulighed for supervision og efteruddannelse
- er der opmærksomhed på mental trivsel
- mulighed for fleksibilitet i planlægning af arbejdet
Du vil blive ansat i myndighedsområdet i Center for Børn og Familie. Centeret varetager opgaver inden for sagsbehandling, familiebehandling, PPR, sundhedspleje og dagtilbud, og vi har et velfungerende tværfagligt samarbejde. Myndighedsområdet arbejder med børn og unge med særlige behov inden for handicap- og socialområdet.
Myndighedsområdet har været igennem en større omlægning, med det formål at skabe større sammenhæng mellem almenområdet, det tidligt forebyggende og det foranstaltende område. Det betyder, at vi har opdelt myndighedsområdet i tre selvstændige myndighedsteams, der samlet varetager myndighedsansvaret for kommunens indsatser for børn og unge i udsatte positioner her på øen.
Vores arbejde er baseret på høj faglighed, systematik og et stærkt fokus på inddragelse af borgerne. Vi ønsker at arbejde mere relationelt – at komme tættere på både borgere og samarbejdspartnere.
Som vores juridiske sagsbehandler vil du skulle bistå centerets tre myndighedsteams, og i øvrigt arbejde tæt med andre afdelinger, når der er behov for det.
Vi forventer at Barnets lov vedtages i det kommende år, det vil derfor også være din opgave at bistå med implementeringen af denne.
Arbejdsområdet omfatter blandt andet:
- Behandling af borgerklager, samt udarbejdelse af redegørelser
- Udarbejdelse af indstillinger til børn- og ungeudvalget
- Behandling af anmodninger om aktindsigt
- Sparring med de øvrige sagsbehandlere i juridiske spørgsmål
- Formidling til afdelingen om nyeste lovgivning og principafgørelser
- Udarbejdelse af juridiske notater
Vi forventer, at du:
- Er uddannet cand.jur., cand.soc. i jura eller har en anden relevant uddannelse
- Har erfaring med sagsbehandling indenfor servicelovens område, og gerne fra en børn- og ungeafdeling
- Har viden om det socialfaglige område
- Kan arbejde selvstændigt, har gode skriftlige formuleringsevner og sans for detaljen
Vi kan tilbyde
- Kompetente kolleger og samarbejdspartnere
- Gode muligheder for faglig udvikling
- Hjælp til at finde en bolig på Bornholm, såfremt det er aktuelt.
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst og efter principperne i lokal løndannelse.
Ansættelsen er på fuld tid. Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt eller efter aftale, dog helst senest 01-03-2023.
Der vil blive indhentet børneattest og straffeattest ved ansættelse.
Praktisk information
Send din ansøgning og CV samt dokumentation for uddannelse, via "Søg Jobbet" knappen, sådan at vi har modtaget den senest den 16-01-2023.
Ansættelsessamtaler vil blive afholdt 24. januar 2023.
Har ovenstående din interesse glæder vi os til at høre fra dig. Har du brug for yderligere oplysninger er du meget velkommen til at kontakte os på bf@brk.dk eller Ann.rubaek-nielsen@brk.dk. Vi er tilbage på kontoret 2. januar 2023 og kontakter dig gerne herefter.
Bornholms Regionskommune som arbejdsplads
Bornholms Regionskommune (BRK) har omkring 3.600 medarbejdere og er dermed ubestridt øens største arbejdsplads. Hver femte i job på Bornholm er ansat i kommunen, som er en del af rammen om alle bornholmeres liv. Vores ledere og medarbejdere er stolte over og entusiastiske omkring hver dag at samarbejde om både borgerne og hele Bornholms udvikling, og sammen styrer vi mod at gøre kommunen til et endnu bedre sted at arbejde end i dag.
BRK er på mange måder en unik kommunal arbejdsplads, fordi Bornholm udgør en region for sig. Vi arbejder derfor med strategier og opgaver inden for erhverv, turisme og trafik, som danske kommuner normalt ikke har, og vi skal selv kunne løfte alle opgaver inden for velfærd og samfundsopgaver, da vores nabokommuner er langt væk. Vi har visionære planer for øens fremtid. Det er målet, at Bornholm skal være en fossilfri ø i 2040, og vi har også ambitiøse mål for fritidsliv, folkesundhed og det gode børne- og ungdomsliv.
Bornholms Regionskommune er en røgfri arbejdsplads.
Drømmer du om at bo og arbejde på Bornholm?
Målt på naturscenerier og kulturarv, synes vi Bornholm er Danmarks rigeste kommune. Beregnet i minutter eller kilometer er vi ganske tæt på hovedstaden, men opgjort i sol, klipper og sandstrande - eller i tryghed, nærvær og livskvalitet - er vi en helt anden verden.
Det er tit en stor beslutning af flytte, hvad end du søger nye udfordringer på egen hånd eller har familien med til Bornholm. Har du brug for information, råd og vejledning om bolig, jobmuligheder for din ægtefælle, skole og fritid er du velkommen til at kontakte vores tilflytterkonsulent, Rune Holm.
Kontakt Bornholms tilflytterkonsulent Rune Holm, 31 21 88 80, rh@bornholm.biz, Læs mere på Http://næstestopbornholm.dk/