Skarp jurist med interesse for betalingsområdet


Vil du være med til at håndhæve reglerne på betalingsområdet og konkurrencereglerne? Vil du være med til at sikre gode forbrugerforhold og en fri og fair konkurrence? Trives du i et stærkt fagligt miljø, hvor du bliver udfordret og kan udvikle dig? Så vælg en karriere i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Vi arbejder for velfungerende markeder, der skaber vækst og høj forbrugervelfærd.
Arbejdsopgaver
Center for TECH håndhæver konkurrenceloven i bl.a. den finansielle sektor, og fører som et særligt fokusområde tilsyn med regler på betalingsområdet. Styrelsen opsporer og griber ind over for overtrædelser af betalingsreglerne, udarbejder analyser og er en aktiv og engageret deltager i politikudviklingen på området. Vores arbejde har reel effekt for den enkelte forbruger og det danske samfund.
Styrelsen søger en medarbejder, som har mod på at give sig i kast med opgaver på betalingsområdet. Hvis du har interessen, så er der også mulighed for at komme til at arbejde med konkurrencesager bl.a. i relation til finanssektoren, telebranchen og området for digitale platforme. På betalingsområdet har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for nylig udarbejdet en række store, principielle afgørelser. Vi har brug for en medarbejder, der vil være med til at videreudvikle styrelsens tilsyn med betalingsmarkederne og kan være med til at løfte sagerne ved domstolene.
Som vores nye medarbejder vil du især skulle arbejde med håndhævelsessager og analyser. Det kan være i forbindelse med at fastslå, om en konkret virksomhed har overtrådt reglerne, eller hvor centret gennemfører tværgående analyser eller udarbejder politikoplæg. Vi er involveret i en række større og fagligt komplekse analyser og håndhævelsessager – og hvor vi har brug for en ny kollega til at deltage i at løfte de spændende opgaver.
Det betyder, at du i samarbejde med dine kolleger i TECH vil løse blandt andet følgende forskelligartede og udfordrende opgaver:
- Håndhæve reglerne på betalingsområdet og på konkurrenceområdet: opdage, efterforske og gribe ind overfor brud på betalingsreglerne, ulovlige konkurrencebegrænsende aftaler (f.eks. karteller) og over for virksomheder, der misbruger deres dominerende stilling
- Løfte sager ved domstolene i samarbejde med Kammeradvokaten
- Være i dialog med virksomheder og andre interessenter om betalingsreglerne
- Samarbejde med Europa-Kommissionen og nationale myndigheder om konkrete sager samt deltage i Det Europæiske Konkurrencenetværk (ECN)
- Arbejde med politikudvikling for at sikre velfungerende markeder i tæt samarbejde med de ansvarlige ministerier
Du vil få et stort ansvar for at tilrettelægge opgaveløsningen. Din indsats vil få betydning for, at styrelsen kan løfte sine opgaver kompetent og effektivt. Opgaverne løses i et inspirerende og stærkt fagligt miljø og i samarbejde med dine nærmeste kollegaer, styrelsens øvrige konkurrencecentre og direktion samt eksterne samarbejdspartnere.
Du
- Er en dygtig jurist (cand.jur. eller cand.merc.jur.) med et højt teoretisk fagligt niveau
- Har interesse for at arbejde med betalingsområdet og har kendskab til dansk og EU-konkurrenceret
- Kan lide at arbejde i spændingsfeltet mellem jura og økonomi
- Er grundig, kvalitetsbevidst og har samtidig fokus på fremdrift i dine opgaver
- Har gode formidlingsevner og er en god samarbejdspartner
Hvis du skal ansættes som specialkonsulent eller chefkonsulent, lægger vi desuden vægt på, at:
- Du kan give faglig sparring på et højt niveau til både kolleger og chefer
- Du har erfaring med udadvendt arbejde og kan håndtere interessenter selvstændigt
- Du evner at tilrettelægge og lede interne processer i styrelsen
- Du har et godt blik for strategiske mål og kan bidrage til en strategisk udvikling
- Det er en fordel, hvis du har konkret erfaring med håndtering af betalingssager eller konkurrencesager, f.eks. fra advokatbranchen, konsulentbranchen eller fra private eller offentlige virksomheder.
Vi
Vi arbejder med varierede opgaver, der til tider er krævende og komplekse, og vi har tæt kontakt til erhvervslivet og andre myndigheder. Vi er ca. 300 engagerede kolleger, der ligesom du brænder for at gøre en forskel. Arbejdet foregår i højt tempo med en stor grad af selvstændighed og initiativ. Vores hverdag er præget af humor og en positiv og professionel tilgang til kolleger og nye udfordringer. Kommunikationen er ligefrem og åben, og vi lægger stor vægt på, at du hele tiden udvikler dig fagligt og personligt. Større opgaver løser vi primært i tværfaglige teams, hvor jurister og økonomer arbejder sammen.
Du kan læse mere om styrelsen på www.kfst.dk, se en kort profilfilm om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens arbejde for velfungerende markeder eller se en film om, hvordan det er at være medarbejder i styrelsen.
Styrelsens medarbejdere skal være de dygtigste i Danmark til at beherske de områder, som styrelsen er ansvarlig for. Derfor har vi indført et specialist- og ekspertspor, som indebærer, at specialkonsulenter, der er særligt dygtige på deres faglige områder, har mulighed for at blive udnævnt til specialister inden for et specifikt område. Chefkonsulenter, der behersker den faglige disciplin i særklasse og som med stor ekspertise kan bidrage aktivt til udviklingen af den faglige disciplin i og uden for styrelsen kan blive udnævnt til eksperter.
Få flere informationer om stillingen hos kontorchef Michael Høg Riis på tlf. 41 71 51 91 / mhr@kfst.dk. Spørgsmål vedrørende løn og ansættelsesforhold kan rettes til HR-rekrutteringspartner Trine Vendelbo Halmind på 91 33 73 29.
Søg stillingen
Ansøgningen sendes via Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens elektroniske ansøgningsmodul på www.kfst.dk. Din ansøgning med CV, karakterudskrifter og eksamensbevis skal være modtaget senest 04-06-2023.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen arbejder for velfungerende markeder, der skaber vækst og høj forbrugervelfærd. Vi er cirka 350 engagerede kollegaer, der brænder for at gøre en forskel. Vi værdsætter høj faglighed, og vi styrer efter, at vores arbejde skal have reel effekt for danske forbrugere og virksomheder. Vi stræber efter at være de bedste på de områder, vi har ansvar for. Det skal være sjovt, udfordrende og udviklende at gå på arbejde.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er en del af Erhvervsministeriet. Vi arbejder med konkurrence, forbrugerforhold og udbud, og vi fører tilsyn med vandselskaber. Alt sammen for at skabe mere velfungerende markeder til gavn for de danske forbrugere. Vi er sekretariat for en række nævn og råd, og sammen med Konkurrencerådet udgør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en uafhængig konkurrencemyndighed.
I Erhvervsministeriet tror vi på, at et inkluderende, mangfoldigt arbejdsmiljø styrker opgaveløsningen. Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund og lige muligheder for alle vores jobansøgere. Vi opfordrer alle til at søge stillingen uanset alder, køn, seksualitet, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen arbejder for velfungerende markeder, som kan stimulere vækst og innovation til gavn for hele det danske samfund. Vi håndhæver blandt andet konkurrenceloven, fremmer konkurrencen om offentlige opgaver og bidrager til at udvikle forbrugerpolitikken. Sammen med Konkurrencerådet udgør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen en uafhængig konkurrencemyndighed.