Løsningsfokuseret jurist med interesse for samfundsrelevante problemstillinger til Erhvervsstyrelsens ”interne advokatkontor”


Er du en dygtig jurist med drive og appetit på faglige udfordringer? Vil du være med til at løse samfundsrelevante, juridiske problemstillinger af betydning for dansk erhvervsliv? Og vil du være med til at sikre høj juridisk kvalitet i alle Erhvervsstyrelsens aktiviteter? Så er du måske vores nye kollega i Jura– styrelsens interne advokatkontor!
Om stillingen
Som en del af Team Jura bliver du en vigtig rådgiver for direktionen, ledelsen og kolleger på tværs af Erhvervsstyrelsen, og du er med til at anvise løsningen på komplekse og samfundsrelevante juridiske problemstillinger af betydning for dansk erhvervsliv. I Team Jura benytter vi os i meget høj grad af faglig sparring, og selvom vi beskæftiger os med vigtige og vanskelige spørgsmål, er der en uformel omgangstone og højt humør på kontoret.
Vi beskæftiger os bl.a. med forvaltningsret, selskabsret og erhvervsret, udveksling af data mellem myndigheder, digitalisering og brug af kunstig intelligens, kontrol og tilsyn, lovproces, lovfortolkning, lovteknik og hjemmelsspørgsmål, og vi har brug for en dygtig jurist, der har mod på at arbejde med alle disse emner. Har du evnerne til det, vil stillingen endvidere give dig mulighed for at undervise styrelsens ansatte i juridiske emner, og da vi derudover så vidt muligt fører vores retssager selv, vil der også være mulighed for at få proceserfaring.
Om dig
Du er cand.jur. med en stærk, faglig profil. Vi ser derudover gerne, at du:
- Har kendskab til forvaltningsret og erfaring med regeludarbejdelse.
- Har arbejdet i centraladministrationen eller i en privat virksomhed.
- Er nysgerrig og interesseret i at arbejde i krydsfeltet mellem jura og erhvervspolitik.
- Trives i rådgiverrollen og er god til at formidle viden med henblik på rådgivning af direktionen, ledelsen og medarbejderne.
- Du vil få en dagligdag, som er spændende og fagligt udfordrende, og som er præget af at være tæt på direktionen og der, hvor beslutningerne træffes. Der er ikke to dage, der er ens, og det er derfor vigtigt, at du kan være fleksibel, og at du trives med en omskiftelig hverdag. Vi forventer, at du er god til at tage initiativ og kan planlægge og gennemføre dine opgaver selvstændigt, såvel som i samarbejde med andre.
Om os
Som Erhvervsstyrelsens ’interne advokatkontor’ betjener Team Jura medarbejdere, der arbejder forskellige steder i landet: København, Nykøbing Falster og Silkeborg.
Denne stilling er placeret på Langelinie Allé.
Vi er et socialt team med en uformel omgangstone, der sætter pris på en stærk holdånd, og vi tror på vigtigheden af, at det skal være sjovt at gå på arbejde. Derfor tager Team Jura også aktiv del i de mange sociale tilbud i styrelsen, som bl.a. inkluderer en række forskelligartede arrangementer i personaleforeningen og en månedlig fredagsbar.
Erhvervsstyrelsen er en ambitiøs og moderne myndighed. Vi lægger vægt på at være effektive og at skabe resultater af høj kvalitet, og vi er ikke bange for at gå nye veje for at finde løsninger. Derfor arbejder vi bl.a. med nye teknologier, digitale løsninger og data til at effektivisere vores drift og skabe værdi for virksomhederne. Vi lærer gerne af andre, og vi arbejder altid i partnerskab med andre myndigheder, organisationer og virksomheder.
Du kan læse mere om Erhvervsstyrelsen på www.erst.dk.
Om ansættelsen
Ansættelse sker efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og AC med mulighed for forhandling af tillæg. Indplacering vil være som fuldmægtig eller specialkonsulent afhængig af kvalifikationer. Stillingen er en fast fuldtidsstilling med tiltrædelse forventeligt pr. 1. juni 2025 eller efter nærmere aftale.
Yderligere information om stillingen kan fås ved henvendelse til Chefjurist Claus Ulrich Schousboe, telefon +45 35 29 10 23. Oplysninger om løn- og ansættelsesvilkår kan fås ved henvendelse til HR-Rekrutteringspartner Zenia Lotus Hansen på telefon 91 33 70 61.
Interesseret?
Lyder stillingen som noget for dig? Så send din ansøgning via "Søg stilling"-knappen og send os din ansøgning med CV og eksamenspapirer senest torsdag den 22. april 2025.
Vi forventer at holde samtaler i uge 17 og 18.