Enheden for Specialpædagogisk Støtte (SPS) søger jurist med interesse for udbud og kontraktstyring
-(1)-(1)-large.jpg)

Vil du være med til at yde juridisk rådgivning og styre og udarbejde omfattende og komplekse kontrakter? så har du her mulighed for at komme med i enheden for Specialpædagogisk Støtte (SPS-enheden) i Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der arbejder for at gøre en forskel for elever og studerende med en funktionsnedsættelse.
Vi søger en dygtig jurist med interesse for forvaltningsret, udbud og kontraktstyring. SPS-enheden administrerer over 100 kontrakter, som varierer mellem mindre, ikke udbudspligtige kontrakter og flere omfattende og komplekse udbudspligtige kontrakter til en værdi på mellem 5 og 400 mio. kr. Kontrakterne spænder fra aftaler om at sikre den rigtige støtte til psykisk sårbare, over it-hjælpemidler til ordblinde og til høretekniske hjælpemidler til børn og unge med nedsat hørelse. Enhedens leverandører består både af små, mellemstore og store, private leverandører, uddannelsesinstitutioner og en flere andre offentlige aktører.
Dine arbejdsopgaver
Som vores nye kollega skal du, som en del af vores team på tre jurister og en studentermedhjælper, varetage juridiske opgaver i tilknytning til udbud, kontrakter og generelle juridiske afklaringer med henblik på at udvikle SPS-området. Opgaverne løses i tæt samarbejde med de øvrige kollegaer i SPS-enheden.
Dine opgaver vil bl.a. være:
- Generelle juridiske opgaver
- Ansvarlig for tilrettelæggelse og gennemførelse af udbud i tæt samarbejde med de øvrige jurister og faggrupper i kontoret
- Ansvarlig for kontraktstyring og anden dialog med leverandører af den kompenserende støtte
- Deltage i udvikling og implementering af nye og mere effektive sagsgange i forbindelse med udbudsprocesser, kontrakter, indkøb og leverandørstyring
- Bidrag til ministersager/ministerbetjening i samarbejde med departementet
Om dig
Du er uddannet jurist. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med udbud og kontraktstyring, og måske har erfaring fra centraladministrationen eller den offentlige forvaltning i øvrigt, men nyuddannede jurister kan også komme i betragtning. Du må også meget gerne ønske at være med til at gøre en forskel for børn og unge med funktionsnedsættelser.
Vi forventer, at du:
- enten har erfaring eller ønsker at få erfaring med tilrettelæggelse og gennemførelse af udbud
- enten er eller ønsker at blive metodisk og fagligt stærk inden for udbuds- og forvaltningsret
- er pragmatisk og udviklingsorienteret og kan tænke i nye og bedre løsninger
- har forståelse for arbejdet i en politisk ledet organisation.
Om os
SPS-enheden administrerer de statslige specialpædagogiske støtteordninger i forbindelse med skole og uddannelse. Støtten skal sikre, at elever, kursister og studerende med en funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige vilkår med andre. Støtten kan bl.a. bestå af it-hjælpemidler til ordblinde eller støttetimer til børn og unge med psykiske eller neurologiske funktionsnedsættelser. Vi dækker de fleste uddannelser på Børne- og Undervisningsministeriets område og på Uddannelses- og Forskningsministeriets område. Vi træffer årligt mere end 140.000 afgørelser om tildeling af SPS og arbejder løbende med at kvalitetsudvikle SPS-ordningerne. SPS-enheden indgår i Center for Koncernregnskab, Puljer og SPS, som er en del af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
SPS-enheden består af ca. 30 medarbejdere fordelt på fem teams; et sagsbehandlerteam, et tilsynsteam, et juridisk team, et tværgående team, samt et handicapfagligt team. Du bliver en del af en arbejdsplads med et godt socialt sammenhold, hvor vi alle brænder for at gøre det muligt for elever, kursister og studerende med funktionsnedsættelser at tage en uddannelse på lige fod med andre.
Løn- og ansættelsesvilkår
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt. Afhængig af din erfaring og kompetencer vil du blive ansat som enten AC-fuldmægtig, special- eller chefkonsulent efter fællesoverenskomst for akademikere i staten eller anden relevant overenskomst. Forventet tiltrædelse 1. juni 2023 eller efter aftale.
Ansættelsessted: Teglholmsgade 1, 2450 København SV
Vil du vide mere?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Kia Schou Borggaard på telefon 23691529.
Du kan læse mere om Styrelsen for Undervisning og Kvalitet på vores hjemmeside www.stukuvm.dk og om SPS-ordningerne på www.spsu.dk.
Lyder det som noget for dig?
Send din ansøgning, cv og eksamensbevis elektronisk senest 11. april 2023. Du søger stillingen via linket i annoncen. Vi forventer at afholde samtaler i uge 16 og 17. Hvis du går videre til 2. samtale, vil du blive bedt om at besvare en case, der vil indgå som en del af den samlede vurdering.
Vi ønsker, at medarbejdernes sammensætning afspejler samfundets og ser frem til din ansøgning uanset personlig baggrund – vi ser kun på kvalifikationer og kompetencer.
I Børne- og Undervisningsministeriet arbejder vi for at skabe det optimale faglige grundlag for, at ministeren, regeringen og Folketinget kan træffe de rigtige beslutninger på undervisningsområdet. Vores arbejdsopgaver spænder fra betjening af ministeren til udvikling af uddannelsers indhold, mål og kvalitet – alt sammen med et fælles mål om at skabe fagligt stærke uddannelser til alle.

I Børne- og Undervisningsministeriet arbejder vi for at skabe det optimale faglige grundlag for, at ministeren, regeringen og Folketinget kan træffe de rigtige beslutninger på undervisningsområdet. Vores arbejdsopgaver spænder fra betjening af ministeren til udvikling af uddannelsers indhold, mål og kvalitet – alt sammen med et fælles mål om at skabe fagligt stærke uddannelser til alle.