Jurister til nyetableret arbejdsskadekontor i Aarhus


Vil du arbejde med erstatning inden for arbejdsskadesager, bidrage til et trygt arbejdsmarked og være med til at opbygge et unikt juridisk fællesskab i lokaler lige ved Dokk1? Så er du en af de 25 jurister, vi søger i Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, når ATP pr. 1. september etablerer en lokation i Aarhus.
Kan du træffe uafhængige afgørelser?
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) er et særskilt specialområde i ATP, hvor vi behandler arbejdsskadesager. Vi træffer afgørelser om erstatning, når mennesker er kommet til skade eller er blevet syge af deres arbejde.
Vi tager os af mere end 50.000 sager om året og bidrager på den måde til et moderne og trygt arbejdsmarked.
I øjeblikket er vi på udkig efter nye medarbejdere, for til efteråret etablerer ATP en lokation i Smilets by, som skal danne rammerne for en ny sektion i AES.
Vi leder efter dig, der drives af de gode kundeoplevelser. At vores kunder får en afklaring af deres arbejdsskadesag effektivt og med rette kvalitet. Dig, der vil være en del af en arbejdsplads, som er kendetegnet ved ambition, mening og balance – hvor dit arbejde har stor betydning for samfundet, og hvor barren er sat højt, både når det gælder faglighed, karriereveje, godt kollegaskab og trivsel.
I jobbet bliver det dig, der:
- vurderer om sager er omfattet af loven om arbejdsskadesikring
- indhenter relevante oplysninger for at kunne træffe juridiske afgørelser
- træffer afgørelser om anerkendelse/afvisning
- udarbejder vurderinger af de helbredsmæssige følger af en arbejdsskade (mén)
- udarbejder vurderinger af de erhvervsmæssige konsekvenser af en arbejdsskade (erhvervsevnetab)
- vejleder borgere og andre interessenter.
Er du handlekraftig og god til at skabe overblik?
Du er uddannet cand.jur. eller cand.merc.jur., og så er det vigtigt, at du brænder for sagsbehandling, formår at skære oplysninger til og kan kommunikere klart og tydeligt på skrift.
Som person arbejder du struktureret og systematisk. Du er i stand til at overskue store mængder af dokumenter og vurdere hvilke oplysninger, der er tilstrækkelige, før vi kan træffe den rette juridiske afgørelse. Du er effektiv og typen, der godt kan lide at få noget fra hånden. Og så bidrager du til, at vi i fællesskab når de gode resultater.
Vi garanterer selvfølgelig en virkelig god oplæring.
Vil du arbejde til gavn for samfundet?
Som jurist i ATP bliver du en del af et fantastisk fællesskab af mere end 300 jurister på tværs af forskellige afdelinger og adresser i Allerød, Frederikshavn, Haderslev, Hillerød, Holstebro og Vordingborg.
Du ansættes i AES, hvor vi løser opgaver på et højt specialiseret niveau, der stiller store krav til både faglighed og menneskelighed, og du vil blive mødt af en forventning om at kunne tage ansvar og træffe svære beslutninger. Du er dog ikke alene om det – tæt sparring med læger og dygtige kolleger i Haderslev, Hillerød og Vordingborg sikrer, at dine afgørelser bliver truffet på det bedst mulige grundlag hver gang.
Som vores nye kollega i Aarhus kan vi garantere masser af pionerånd, og så får du et hav af muligheder for at præge vores nye afdeling fra første færd.
Vi ser fleksibilitet som en gensidig interesse, hvor vi sammen har fokus på opgaveløsning, kundernes behov og trivsel. I ATP har vi en fleksibilitetsordning, der danner rammerne for, at vi løser vores kerneopgave effektivt og er en attraktiv arbejdsplads. De konkrete muligheder aftales i samspil med din leder.
=dig? Så send os en ansøgning og dit CV
Send os en ansøgning og dit CV senest mandag d. 29. maj. Vi behandler henvendelser løbende.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingschef Lone Frosch på LOF@atp.dk.
Du kan læse mere om rekrutteringsforløbet her. Og her kan du læse lidt mere om det nye kontor på Europa Plads 16.