]]>

Konference

Personalejurakonferencen 2023

Tag med på personalejurakonferencen, og få juridiske topeksperters perspektiver på ESG og AI i et ansættelsesretligt lys. Dyk også ned i aktuelle personaleretlige temaer i de offentlige organisationer, fx fratrædelsesaftaler, omplacering og krænkelsessager.

Dato og sted

09. november 2023
København S

Afholdt

Varighed

09:00-17:00

Pris

4.700 kr. ekskl. moms
Medlemmer

Se alle priser

På personalejurakonferencen retter vi blikket mod to megatrends, som får indflydelse på de offentlige organisationer i de kommende år. Vi ser også på en række personaleretlige temaer, som du og din offentlige arbejdsgiver skal kunne jonglere med i en travl hverdag.  

Til at løfte din viden og din juraværktøjskasse til et nyt niveau har vi samlet et overflødighedshorn af førende juridiske eksperter. De giver dig både ny inspiration og hård jura, du kan omsætte direkte i dit arbejde med ansættelsesret. Samtidig får du et væld af muligheder for at netværke med ligesindede specialister. 

Konferencedagen giver dig:

  • Indblik i megatrend om ESG – hvordan kan og skal det offentlige arbejde med at implementere ’social responsibility’ i en personalejuridisk kontekst?
  • Indblik i megatrend om AI – hvad betyder de accelererende digitale muligheder for overvågning og logning af medarbejdere? 
  • Højaktuel juridisk viden og konkrete værktøjer inden for tre personaleretlige temaer, lige til at tage med hjem. Vælg mellem ni forskellige sessioner med hård jura. 
  • En status på embedsmandens ansvar og linjen i de ansættelsesretlige konsekvenser i de seneste sager.   

Mette Walsted Vestergaard er moderator og fører dig igennem konferencen.

Du er selvskrevet til at deltage, hvis du arbejder med offentligretlige personalesager, fx i HR eller i en juridisk afdeling. Du er jurist, erfaren sagsbehandler, konsulent eller leder. Du kan også være rådgiver i en faglig organisation eller advokat. 

Personalejurakonferencen svarer til 7 lektioner i forhold til den obligatoriske efteruddannelse for advokater og advokatfuldmægtige.

Få 3 for 2-rabat til og med 9. oktober 

Tilmeld jer 3 kolleger, og betal kun for 2. I skal tilmelde jer samtidigt eller samme dag for at få rabat. Gælder til og med 9. oktober 2023. 

Program

  • 8.30

    Tjek ind, og tank op med morgenmad 
  • 9.00

    Moderator Mette Walsted Vestergaard sætter scenen.

  • 9.10

    Megatrend: ESG og bæredygtighed   

    Det offentlige kommer i de næste år til at arbejde med, hvordan forvaltningerne kan implementere ’social responsibility’. På området har vi allerede set, hvordan politikker og ledelsesmæssig håndtering kan få betydning for den juridiske ramme. I retspraksis kan vi se, at fx politikker i forbindelse med emner, der kan henhøre under ’social responsibility’, har haft afgørende vægt i afgørelser. Det gælder fx inden for forskelsbehandling og i de måltal, der er tilføjet i ligestillingsloven. I det kollektive system er lignende rettigheder og forpligtelser implementeret flere steder. På samme måde fordrer ESG, at det offentlige fremadrettet forholder sig til ’social responsibility’.  

    Pernille Backhausen, advokat hos SIRIUS advokater, forklarer om den hårde jura, soft law og de trends, som de nye forpligtelser kan føre med sig for personalejurister. Du får indblik i fortolkningsforskelle i den juridiske ramme, og Pernille giver inspiration til en model, hvis du gerne vil arbejde aktivt videre på området.  

  • 10.00

    Megatrend: AI i ansættelsesretten – accelererende digitale muligheder  

    AI og ny teknologi giver en række nye muligheder for at overvåge både medarbejdere og borgere. Vi ser på, hvad helt almindelige systemer som fx MS 365 kan, og vi diskuterer muligheder og rammer for arbejdsgivers logning og analyse af data ved brug af AI fra forskellige devices og forskellig software.  

    Michael B. Jensen, Head of Products & ESG hos KPMG, giver os indblik i teknologiens muligheder.  
    Søren Skjerbek, advokat hos Norrbom Vinding, opstiller de juridiske muligheder og udfordringer, som personalejuristerne i det offentlige skal arbejde med

  • 11.00

    Pause
  • 11.15

    Vælg mellem session 1,2 eller 3

  • 11.15

    Session 1: Praktiske erfaringer med WB-loven  

    Vi ser på de praktiske problemstillinger, der udfordrer i den daglige håndtering af en whistleblowerordning, fx hvem der kan indberette og om hvad. 
    Vi ser også på de hjemmelsproblematikker, der opstår ved udvidede frivillige ordninger.

    Kira Kolby, advokat  

  • 11.15

    Session 2: Fratrædelsesaftaler

    Vi ser på muligheder og rammer for at lave fratrædelsesaftaler i stat, kommuner og regioner. 

    Arvid Andersen, advokat 

  • 11.15

    Session 3 : Det nye løngennemsigtigheds-direktiv 

    Vi ser nærmere på reglerne i det nye løngennemsigtigheds-direktiv. Hvilke nye regler er på vej for at sikre lige løn for mænd og kvinder, og hvilke rettigheder og pligter kan vi forvente, at direktivet udløser? 

    Signe Poulsen, advokat 

  • 12.15

    Frokost
  • 13.15

    Vælg mellem session 4,5 eller 6

  • 13.15

    Session 4: Dilemmafyldt ytringsfrihed for offentligt ansatte 

    De formelle rammer om ytringsfriheden er velkendte og brede. Alligevel ser vi mange sager, og der har derfor været overvejelser om at lovfæste offentligt ansattes ytringsfrihed. Det, der virker enkelt rent juridisk, er alligevel ikke så enkelt. Vi ser på de forskellige dilemmaer, som offentligt ansatte havner i, når de siger deres mening offentligt og på sociale medier. Vi følger op på seneste praksis og på arbejdsgiverens muligheder for at begrænse eller sanktionere ulovlige ytringer. 

    Michael Gøtze, professor 

  • 13.15

    Session 5: Bortvisning 

    Vi ser på en række konkrete sager om bortvisning af ledere, og om sagerne giver anledning til at fastlægge grænser og tendenser i lignende sager. 

    Lise Lauridsen, advokat 

  • 13.15

    Session 6: Arbejdstidsregler 

    EU stiller en lang række håndfaste begrænsninger for at fastlægge arbejdstidsregler. Måske bliver det også en ret at kunne ’disconnecte’. Vi ser på reglerne i det grænseløse arbejde. 

    Marianne Lage, advokat 

  • 14.00

    Pause
  • 14.15

    Vælg mellem session 7,8 eller 9

  • 14.15

    Session 7 : Håndtering af krænkelsessager

    Mange krænkelsessager får et ansættelsesretligt efterspil, uanset om der er tale om krænkelse eller ej. Det gælder også, selvom et evt. strafbart forhold eller et erstatningsretligt ansvar for længst er forældet. Vi ser på arbejdsgiverens vanskelige dilemmaer i sager om seksuel chikane. 

    Maria Rasmussen, advokat 

  • 14.15

    Session 8: Omplaceringspligt  

    Med de seneste sager ser det ud til, at omplaceringspligten er meget begrænset. Vi trækker linjerne op og giver dig en status. 

    Mette Søsted Hemme, adjunkt 

  • 14.15

    Session 9: Nye sager fra Lige-behandlingsnævnet 

    Vi kommer igennem de seneste og vigtigste sager fra Ligebehandlingsnævnet, som du bør kende, og som i mange tilfælde har en EU-retlig dimension.  

    Morten Ulrich, advokat 

  • 15.15

    Pause
  • 15.30

    Status på embedsmandens pligter og ansvar 

    Embedsmandens rolle og balancegang mellem faglighed og politik har været et tema i flere politisk-administrative skandalesager. Vi får en vurdering af, om embedsmandens pligter og ansvar har flyttet sig i de seneste år. Skal embedsmanden – måske navnlig cheferne – sige fra tidligere eller stærkere? Og er der en tilstrækkelig tydelig linje i de ansættelsesretlige konsekvenser i de seneste sager? 

    Jens Peter Christensen, højesteretspræsident 

  • 16.30

    Netværksbar 

    Netværksbaren er åben, og vi byder på en snack og en forfriskning til at fordøje dagens mange input med.  

  • Jens Peter Christensen

    Jens Peter Christensen
    Højesteretsdommer, dr.jur.

    Jens Peter blev dommer i Højesteret i 2006 og har siden 2022 været højesteretspræsident. Han har kandidateksamen i både statskundskab og jura og er tillige lic.jur. og dr.jur. Jens Peter har haft en imponerende karriere og er bl.a. kendt som landets fremmeste ekspert, når det handler om embedsmænds og ministres pligter. Jens Peter er forfatter til en lang række bøger og artikler, senest i 2022 med ’Ministre og embedsmænd – pligter og ansvar’, hvor han sætter juraen ind i den virkelighed, som ministre og embedsmænd agerer i.
    Pernille Backhausen

    Pernille Backhausen
    Advokat, Sirius Advokater

    Pernille arbejder med både individuel ansættelsesret og kollektiv arbejdsret. Hun rådgiver løbende en række virksomheder og fungerer som sparringspartner på det ansættelsesretlige område, fx ved fastlæggelse af personalepolitiske spørgsmål, omstruktureringer og nedskæringer. Pernille har været bisidder for en lang række embedsmænd og en tidligere minister i flere forskellige undersøgelseskommissioner, og hun deltog i ekspertudvalget om undersøgelseskommissioner i 2018. Pernille har gennem mange år været ekstern lektor på Københavns Universitet.

    Michael Birkebæk Jensen

    Michael Birkebæk Jensen
    Partner, Head of Products & ESG, KPMG

    Michael arbejder med ESG, digitale produkter og NewTech. De seneste 15 år har han arbejdet med strategisk brug af teknologi og i særdeleshed cutting edge-teknologier, fx kunstig intelligens. I sin rolle som global intelligent automation capability network lead og EMA modern workplace lead har Michael praktisk erfaring med brug af AI, og han kender de muligheder og udfordringer, teknologien skaber for virksomheder og samfundet som helhed. 
    Søren Skjerbek

    Søren Skjerbek
    Partner, advokat, Norrbom Vinding

    Søren beskæftiger sig med alle aspekter af arbejds- og ansættelsesretten, og han rådgiver myndigheder og arbejdsgivere inden for fx kollektiv arbejdsret, tjenestemandsret og databeskyttelse i ansættelsesforhold. Han fører en lang række retssager og fik møderet for Højesteret i 2020. Søren har været ekstern lektor i offentlig ansættelsesret ved Københavns Universitet siden 2013, og han er en ofte anvendt ekspert og underviser på kurser og webinarer. 
    Kira Kolby

    Kira Kolby
    Advokat, SIRIUS advokater

    Kira har været advokat siden 2011 og har tidligere arbejdet ti år i Datatilsynet og Domstolsstyrelsen. Hun har derfor mange års erfaring både som sagsbehandler og rådgiver, og hun var med fra starten, da persondataloven trådte i kraft i 2000. Kira har bistået flere større organisationer med implementering og løbende compliance inden for GDPR. I forbindelse med whistleblowerloven har hun bistået med at implementere og administrere whistleblowerordninger. SIRIUS advokater er specialister i bl.a. compliance og arbejds- og ansættelsesret og er ekstern whistlebloweradministrator for en række klienter.
    Arvid Andersen

    Arvid Andersen
    Advokat og partner, advokatfirmaet SJ Law

    Arvid er advokat i et af landets førende kontorer inden for det arbejds- og ansættelsesretlige område. Han har stor erfaring og praktisk indsigt i vilkårene for offentligt ansatte pligter og rettigheder. Arvid ofte anvendt som bisidder i forhandlinger om ansættelsesretlige spørgsmål samt i tjenstlige forhør og kommissionsundersøgelser. Han er medforfatter til en række ansættelses- og erstatningsretlige udgivelser, og han har stor undervisningserfaring fra kurser hos bl.a. Djøf og Danske Advokater. 
     
    Signe Juulskov Poulsen

    Signe Juulskov Poulsen
    Advokat, Juulskov Advokatfirma

    Signe rådgiver om alle aspekter inden for både privat og offentlig ansættelsesret. Hun har særlig erfaring med og praktisk indsigt i de rettigheder og pligter, der gælder for offentlige arbejdsgivere og embedsmænd. Signe har omfattende erfaring som underviser inden for en bred vifte af ansættelsesretlige områder.  

    Lise Lauridsen

    Lise Lauridsen
    Partner, advokat, Bech-Bruun

    Lise er leder af Bech-Bruuns afdeling for arbejds- og ansættelsesret, og hun rådgiver inden for alle aspekter på området, herunder om ansættelsers ophør og afskedigelse af tjenestemænd og medarbejdere ansat i tjenestemandslignende stillinger. Lise har stor proceserfaring og gennemfører jævnligt advokat- og kommissionsundersøgelser. Hun er medforfatter til flere udgivelser, fx ’Funktionærret’ og ’Ejeraftaler med medarbejderaktionærer’, og hun underviser ofte på kurser for HR-medarbejdere og advokater. 
    Marianne Lage

    Marianne Lage
    Advokat, partner, Poul Schmith/Kammeradvokaten

    Marianne har beskæftiget sig med ansættelses- og arbejdsret i en lang årrække. Hun rådgiver offentlige og private arbejdsgivere både i Danmark og i udlandet i komplicerede HR- og personalesager. Som partner i Kammeradvokatens team for ansættelsesret arbejder Marianne med et fokus på at skabe samspil mellem jura, organisationen, virksomhedsdrift, mennesker og konflikter. Marianne har en indgående erfaring med undervisning inden for en lang række arbejds- og ansættelsesretlige områder. 
    Maria Elisabeth Reimer Rasmussen

    Maria Elisabeth Reimer Rasmussen
    Advokat, ph.d

    Maria har skrevet ph.d.-afhandlingen ’Seksuel chikane på arbejdspladsen’. Hun rådgiver om og fører sager inden for alle aspekter af arbejds- og ansættelsesretten og er qua sin ph.d.-afhandling særligt specialiseret inden for seksuel chikane. Hun har i de seneste år primært beskæftiget sig med sagsførelse og håndtering af krænkelser på arbejdspladsen. Maria bliver i stort omfang anvendt som fx oplægsholder, underviser og moderator på konferencer om seksuel chikane, chikane og mobning.  
    Mette Søsted Hemme

    Mette Søsted Hemme
    Adjunkt, Aarhus Universitet

    Mette har skrevet ph.d.-afhandling om de formelle krav ved afskedigelsessager. Hun har undervist og forsket bredt inden for det arbejds- og ansættelsesretlige område og har i de senere år navnlig fokuseret på offentlig arbejdsret. Hun er medforfatter til den nye udgave af bogen ’Forvaltningspersonalet’ og har udgivet artikler om bl.a. omplacering, virksomhedsoverdragelse og platformsbeskæftigelse. 
    Morten Ulrich

    Morten Ulrich
    Advokat, Bech-Bruun

    Morten er specialiseret inden for arbejdsret og arbejder primært på arbejdsgiversiden. Han yder rådgivning om såvel offentlig som privat arbejdsret og rådgiver en bred vifte af offentlige og halvoffentlige institutioner og private virksomheder i alle former for ansættelsesretlige spørgsmål. Morten har ført en lang række retssager inden for området og er medlem af Ligebehandlingsnævnet.

    Michael Gøtze

    Michael Gøtze
    Professor i forvaltningsret, Københavns Universitet

    Michael beskæftiger sig især med forvaltningsretlige problemstillinger. Nogle af hans primære forskningsområder er undersøgelseskommissioner og offentligt ansattes ytringsfrihed. Michael var medlem af Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og whistleblowerordninger, som afgav betænkning i 2015. Han har en omfattende undervisningserfaring fra jurauddannelserne og efteruddannelser, og han har en bred kontakt til myndighedsproblematikker i praksis. 

    Pris og praktisk info

    • Pris
    • Medlemmer
      4.700 kr. (ekskl. moms)
    • Medlem af Danske Advokater/Danske Virksomhedsjurister
      4.700 kr. (ekskl. moms)
    • Ikke-medlemmer
      5.700 kr. (ekskl. moms)
    • referencenr.
    • 38045
    • Frist
    • Tilmeldingsfrist
      7. november 2023 kl. 15:00
    • Yderligere info, kontakt
    • Line Holm Vang

      Line Holm Vang
      Kursuskoordinator
      lic@djoef.dk
      33 95 01 96

    • Behandling af personoplysninger
    • Når du deltager i et arrangement hos Djøf, behandler vi nogle personoplysninger om dig. Du kan læse mere om Djøfs behandling af personoplysninger i vores privatlivspolitik.

    Se alle