Jurainfo logo
LUK
Juridiske nyheder Kurser Find juridisk specialist Jobbørs Domme
Om Jurainfo Podcasts Juridiske links Privatlivspolitik Kontakt
Ansøg om en profil Bliv kursusudbyder Bliv jobannoncør
Artikel

EU-Domstolen underkender svensk lov om pligt til lagring af teledata

Kromann Reumert
04/01/2017
EU-Domstolen underkender svensk lov om pligt til lagring af teledata


EU-Domstolen har den 21. december 2016 truffet afgørelse om, hvorvidt national lovgivning kan fastlægge en generel forpligtelse til omfattende og generel lagring af trafikdata med henblik på at bekæmpe kriminalitet. EU-Domstolen udtalte, at det ifølge EU-retten ikke er muligt nationalt at indføre en sådan pligt til generel og udifferentieret lagring af samtlige trafikdata og lokaliseringsdata vedrørende samtlige brugere og abonnenter, som en svensk lov pålagde teleselskaberne. EU-Domstolen udtalte samtidig, at adgangen til lagrede oplysninger i forbindelse med kriminalitetsbekæmpelse skulle være underlagt forudgående kontrol ved domstolene eller ved en uafhængig administrativ myndighed.




Sagens omstændigheder

Den svenske appeldomstol for forvaltningsretlige sager og den britiske Court of Appeals havde begge stillet præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen vedrørende muligheden for at opretholde national lovgivning, der pålægger teleselskaber en generel pligt til at lagre alle teledata bortset fra indholdet af kommunikationen til brug for bekæmpelse af kriminalitet.

Den svenske lov var oprindelig indført for at implementere et EU-direktiv om lagring af teledata (populært kaldet logningsdirektivet). Efter at direktivet blev underkendt ved den såkaldte Digital Rights-dom i 2014, nægtede den svenske teleudbyder Tele2 Sverige at efterkomme den svenske post- og telestyrelses påbud om at lagre dataoplysningerne.


EU-Domstolens dom

EU-Domstolen har nu givet Tele2 Sverige medhold i, at den svenske lov om generel og udifferentieret lagring er i strid med artikel 7 i EU's Charter om grundlæggende rettigheder om retten til privatlivets fred, artikel 8 om retten til beskyttelse af personoplysninger og artikel 11 om retten til ytringsfrihed.

Domstolen fandt, at den svenske lov om lagring af teledata medførte et uproportionalt indgreb i borgernes grundlæggende rettigheder, idet den via sin generelle og udifferentierede lagring af samtlige trafikdata om alle abonnenter gjorde det muligt at drage meget præcise slutninger om privatlivet for de personer, hvis data blev lagret. Domstolen henviste i den forbindelse til Generaladvokatens forslag til afgørelse, hvori Generaladvokaten anførte, at det ud fra de lagrede data ville være muligt at lave en profil af de berørte personer. En sådan profilering ansås af Generaladvokaten for lige så følsom som selve indholdet af kommunikationen.


Kromann Reumerts bemærkninger


EU-Domstolen har i denne afgørelse fulgt Generaladvokatens forslag til afgørelse fra 19. juli 2016, og afgørelsen er derfor ikke overraskende. I forslaget opstillede generaladvokaten en lang række betingelser, der ifølge generaladvokatens opfattelse bør være opfyldt for, at en lov om lagring er i overensstemmelse med EU's Charter om grundlæggende rettigheder. Disse betingelser fandt EU-Domstolen ikke var opfyldt, og domstolen afviste, at generel lagring af samtlige trafikdata og lokaliseringsdata kan være i overensstemmelse med Charteret.

Efter Digital Rights-dommen fra 2014 har en lang række nationale domstole underkendt de pågældende nationale implementeringer af det ugyldige logningsdirektiv. I Danmark mente Justitsministeriet ikke, at de daværende danske regler om sessionslogning var i strid med EU's Charter, men anbefalede alligevel, at reglerne blev ophævet, da de ikke opfyldte formålet. Efterfølgende har der i dansk sammenhæng været arbejdet på nye lovforslag om logning, der indebærer lagring af flere teledata, end den nuværende danske lovgivning kræver. Det følger af regeringsgrundlaget for den nye VLAK-regering, at regeringen i begyndelsen af 2017 vil fremlægge nye regler om logning, der "målrettet skal styrke politiets muligheder for at opklare kriminalitet, og som ikke vil pålægge telebranchen for store byrder". Ved udarbejdelsen af det påtænkte lovforslag vil Justitsministeriets fortolkning af EU-Domstolens afgørelse i Tele2-sagen få stor betydning.

Vi følger Justitsministeriets videre arbejde med lovforslaget, og vi vil orientere nærmere, når der er nyt derom.

 








Gå ikke glip af vigtig juridisk viden - Tilmeld dig vores gratis nyhedsservice her →
Artikler, der kunne være relevante for dig
EU’s historiske milepæl: AI Act vedtaget efter langstrakte forhandlinger
EU’s historiske milepæl: AI Act vedtaget efter langstrakte forhandlinger
21/12/2023
EU-ret, Øvrige, IT- og telekommunikation, Persondata
Politisk aftale om AI-forordningen
Politisk aftale om AI-forordningen
28/12/2023
IT- og telekommunikation, Persondata
Data Act versus GDPR – en svær balancegang
Data Act versus GDPR – en svær balancegang
09/01/2024
Persondata, IT- og telekommunikation
Manglende open source policy udgør en risiko for softwarevirksomheder
Manglende open source policy udgør en risiko for softwarevirksomheder
01/03/2024
Persondata, Compliance, IT- og telekommunikation
Chromebook-sagens relevans – herunder når du udleverer en computer eller mobiltelefon som arbejdsredskab
Chromebook-sagens relevans – herunder når du udleverer en computer eller mobiltelefon som arbejdsredskab
08/03/2024
Persondata, IT- og telekommunikation
Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen etablerer AI-sandkasse
Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen etablerer AI-sandkasse
11/03/2024
Persondata, IT- og telekommunikation, Compliance
Jurainfo logo

Jurainfo.dk er landets største juridiske nyhedsside. Her finder du juridiske nyheder, kurser samt ledige juridiske stillinger. Vi hjælper dagligt danske virksomheder med at tilegne sig juridisk viden samt at sætte virksomheder i forbindelse med den rigtige juridiske rådgiver, når de har brug for råd og vejledning.

Jurainfo.dk ApS
CVR-nr. 38375563
Vandtårnsvej 62B, DK-2860 Søborg
(+45) 71 99 01 11
kontakt@jurainfo.dk
Ønsker du hjælp til at finde en specialist?
2024 © Jurainfo.dk - Juridiske nyheder og arrangementer samlet ét sted